Indlæg bragt i Skive Folkeblad 5. september 2011
Af Inger Støjberg, beskæftigelsesminister (V)
Borgerne i Skive står over for et afgørende valg.
Skal vi beskatte borgere og virksomheder med 30 mia. kr., som S-SF går til valg på, så borgerne i Skive får færre penge mellem hænderne? Skal vi udhule det frie sygehusvalg, som mere end 5.000 borgere i Skive Kommune har benyttet, så de kom i behandling frem for at stå på en venteliste? Skal vi pålægge nye afgifter på Karup Lufthavn, sådan som Peder Christensen (S) og Søren Gytz Olesen (SF) foreslår, så virksomhederne på vores egn får endnu sværere ved at tiltrække medarbejdere? Og skal vi pålægge vores landbrug nye afgifter i milliardstørrelsen som foreslået af S-SF, som vil betyde, at op mod 5.000 arbejdspladser i landbruget vil gå tabt på vores egn?
Jeg siger nej. Jeg står på borgerne i Skives side. Så når du, Lars Landbo, her i avisen ( 2/ 9) spørger, hvad jeg vil gøre for Skive, så er mit svar klart. Jeg vil holde skatten i ro, så helt almindelige familier ikke skal frygte for deres privatøkonomi. Det er afgørende for det skrøbelige boligmarked, vi har på vores egn.
Jeg vil stå vagt om det frie sygehusvalg, så alle uanset pengepungens størrelse kan blive behandlet hurtigt i stedet for at blive parkeret på en venteliste, som S-SF foreslår.
Jeg vil kæmpe for vores infrastruktur, uanset om det gælder vejene eller vores lufthavn, der er livsnerven for vores erhvervsliv og samfund. Og jeg vil stå vagt om vores landbrug, så vi ikke skal se 5.000 ansatte i fødevareindustrien stå med en fyreseddel i hånden, fordi S-SF er ligeglade med vores fødevareerhverv.
Der er to veje. Borgerne i Skive har valget.